At rejse er at synge

irl01Der er ca. 5 millioner indbyggere på øen Irland, fordelt på 84.430 kvkm. Øen ligger i Atlanterhavet nordvest for det europæiske fastland og adskilt fra England ved det irske Hav. Øen er delt i Republikken Irland, der omfatter mere end 85% af øens areal med en befolkning på 3,5 millioner og Nordirland, der er en del af Storbritannien, med 1,5 millioner indbyggere. Til sammenligning er vi herhjemme ca. lige så mange mennesker om det halve areal.

irl02Så der er god plads i Irland.Og hvorfor ikke tage derover og præsentere dansk rytmisk vokalmusik, skrevet til kor og fremført af amatører, akkompagneret af professionelle musikere? Er ikke alle Irer vilde med musik? Men vil de kunne begejstres for vores musik? Et eksperiment… I Irland er tiden en time efter den danske, og i det hele taget er tid et begreb, der bliver tolket forskelligt i vores to lande. Hurtigt finder man ud af, at “irish time” er et fleksibelt begreb, der måske mest skaber forvirring i forbindelse med planlægning af detaljer, såsom at få en gruppe på 34 danskere til at optræde 6 forskellige steder i den nordvestlige del af Irland i løbet af en uge. Men alt kan lade sig gøre i Irland, synes mottoet at være, og alt kan lade sig gøre med den største hjælpsomhed, venlighed og høflighed. Og der er altid tid til en lille snakog en sjov bemærkning. Man ønsker hinanden en fortsat god dag, og man mener det.

irl03Vocal Art har været afsted i provinsen Donegal, der ligger i det nordvestlige hjørne af Irland. Takket været nogle af korets medlemmers forbindelse til egnen fik vi hjælp af en del lokale både ved indkvartering og ved organisation af forskelligt udstyr

Vi havde base i byen Buncrana, hvor vi optrådte for elever af to store skoler og holdt en koncert på det hotel, der var hele gruppens samlingspunkt i den forløbne uge. Vi lagde vejen forbi den større by Derry, hvor vi gav koncert på byens “Millennium Forum”, et fornemt spillested, der rummer over tusind publikummer. Vi drog lidt længere nordpå, hvor vi optrådte på endnu en skole i byen Carndonagh her står irl04Irlands ældste kristne kors, fra 600-tallet) og vi sluttede turnéen i samme by på en Bar, der lagde rammen om en meget festlig koncert, hvor tilskuerne måtte bestemme rækkefølgen af de numre, vi skulle fremføre. I alt afholdte vi 6 koncerter med omtrent 1500 publikummer på den uge vi befandt os i Irland.

Vores formål med turen var at udvikle os musikalsk og socialt med lige stor vægt på begge dele. Med den intention i baghånden spillede vi gratis alle seks koncerter. Dog havde vi givet arrangørerne muligheden for at lave donationer til hvad de end måtte ønske. Således samlede publikum 1000 Euro ind til Muskelsvindfonden i forbindelse med vores store koncert på Inishowen Gateway Hotel i Bun Crana, hvilket vi med stolthed kunne overrække til en af de lokale. I Carndonagh samledes ind til et Hospice.

irl05Musikalsk er Vocal Arts repertoire velkendt i Irland. (Bortset fra de danske satser vi med succes fremførte.) Det der var nyt for folk og tilhørere er at korets specielle teknikker med lydeffekter og komplekse arrangementer for vokaler ikke normalt forbindes med korsang. For dem er kor klassisk eller visepræget. Således blev samtlige tilskuere taget med storm af vores energi og grooves, og vi blev hyldet af bragende bifald.

irl06Ved ankomsten til Buncrana blev vi modtaget på den hjerteligste måde af både borgmester, byrådsmedlemmer og værtsfamilier. Når man bevægede sig rundt i byen, faldt i snak med en ekspeditrice eller en buschauffør eller i en af de utallige Pub´er, var de fleste klar over, at man var medlem af “the danish choir”. Mange, man talte med, havde overværet en af vores koncerter, og alle kunne lide vores musik. Vi mødte så stor begejstring rundt omkring, at vi ligefrem fik tilbud om at komme til andre egne af Irland og til Skotland, næste gang vi måtte være afsted. Og vi fik gratis adgang til en koncert med et af Irlands største navne inden for traditionel irsk musik ”Altan”, som optrådte på hotellet på vores sidste aften. (”Altan” var den gruppe Enya startede sin karriere i!) En bevægende oplevelse, at se et stort, blandet publikum i alle aldre være totalt opslugt af den lokale Irske folkemusik og – på opfordring – synge med på smukkeste vis. Jo, alle Irere må være vilde med musik!

irl07Irland er den grønne Ø. Uden tvivl. Smukt landskab som vi fik døbt ”post-kort-udsigt”. Vi sugede til os af naturen og havde en stor oplevelse på Malin Head som er Irlands nordligste punkt. Lige der på toppen af landet stod vi og spejdede mod Grønland, Skotland og USA, mens Atlanterhavet mødtes med Nordsøen lige nedenfor vore fødder. Stor og stærk oplevelse, hvor 34 mennesker stod med jakkerne godt op om ørene og stille lod tankerne flyde ud over vandet. Hvor føler man sig som en lille del af universet sådan et sted.

irl08At være afsted sammen på et hold skaber sammenhold. Vi er sangere i alle aldre og af begge køn. Vi har sunget meget sammen herhjemme, men det er nok først nu, efter denne her tur, at vi virkelig er et robust hold. Mange gode samtaler blev ført på denne tur og gamle som unge trygge ved hinanden. For i dagligdagen sidder man måske mest sammen i de velkendte relationer, mens man undervejs kan give sig tid til mangfoldige indtryk. Vi har været danskerne i Irland, som vikingerne før os, og Irerne blev glade for os denne gang. Sangen har vinger!

irl09Venlig Hilsen

Sabine Christensen, sopran – Vocal Art

Tore Müller, dirigent Vocal Art

 

 

irl11 irl12 irl13 irl14 irl15 irl16

VOCAL ART
LIMFJORDSTEATRETS RYTMISKE KONCERTKOR

Skolegade 14 - 7900 Nykøbing Mors
Tlf. 97710515 - dirigent@vocalart.dk